BakkeholmIslandske heste
 

Ærespræmie for afkom til Depill

 
En af de mest vindende danske sportsheste har nu også papir på, at tilhøre den absolutte verdenselite i avl. Hingsten Depill frá Votmúla fik ærespræmie for afkom på den internationale FIZO-kåring på Osterbyholz i det nordtyske grænseland
 
Af Lars Simonsen, bragt i Tølt juli 2008
 
Det blev en forrygende milepæl for ekvipagen Depill frá Votmúla og ejeren danske Samantha Leidesdorff, da den tyske islandshestehesteforening IPZV arrangerede international kåring (DIZ) på stutteriet Osterbyholz ved Kiel. Den populære hingst havde allerede inden kåringen sikret sig en plads i islandshesteavlens historiebøger med 25 kårede afkom med en gennemsnitlig kåring på over 8,0. På kåringen blev yderligere otte Depill-afkom fremstillet, og syv ud af otte kom i første klasse. Dermed har hingsten ud af 34 kårede afkom 19 stykker i 1. klasse og 14 stykker i 2. klasse. Dertil kommer en lang række afkom kåret i Tyskland i det tyske kåringssystem, som ikke er anerkendt i WorldFengur.
 
Usædvanlig ærespræmie
Afkomstkåringen af Depill har været undervejs i flere år. Oprindelig var målet blot 1. klasse, men med en række gode kåringer i år, og udsigten til at kunne samle 10 af de bedst-kårede afkom i Osterbyholz, blev en gammel drøm opfyldt for Depill’s ejer Samantha Leidesdorff. Bare det at samle 10 af de bedste afkom er noget at en præstation, da de tællende heste før kåringen var placeret over hele Tyskland, Schweiz, Østrig, Danmark og Sverige. I Osterbyholz lykkedes det og dermed kunne publikum på kåringen 1. juni nyde den flotteste afkomssamling vist uden for Island. Det gjorde også afkomssamlingen usædvanlig. Efter sigende er det første gang, at en hingst har fået ærespræmie med afkom alene avlet uden for Island.
I spidsen for afkomsvisningen var 17-årige Depill redet af Samantha’s 5-årige søn Steinar. Efter fulgte 15 oplagte afkom. De mange flotte heste blev samtidig vist af nogle af verdens bedste ryttere med blandt andet Johann Skulason, danske Julie Christiansen, Styrmir Arnason, Agnar Stefánsson, Jolly Schrenk, Frauke Schentzel og ikke mindst Samantha Leidesdorff ved tøjlerne.
                      De fælles egenskaber for Depill’s afkom var tydelige med store bevægelser og højt benløft – ikke minst i tølten. Flotte harmonisk byggede heste med gode skuldre og fine proportioner. Afkom i mange farver og både 4- og 5-gængere. Og alle friske sportsheste-typer med gennemgående godt sind og god vilje. Et træk har afkommene dog ikke til fælles med deres far: Størrelsen. Depill hører jo absolut til blandt de mindre med 134 cm i stang. Men afkommene har helt normal størrelse og gennemsnitshøjden for afkommene kåret i 1. klasse er næsten 139 cm
                      Som kronen på værket blev Depill vist af Samantha på ovalbanen i både tølt og pas akkompagneret af stor applaus fra publikum. Og ekvipagen så stadig imponerende ud, selvom Depill kom utrænet fra bedækning af hopper på Stutteri Kronhoff.
 
Depill’s afkom
Selvom afkomssamlingen var imponerende så manglede en del af de højestkårede afkom. Savnet var ikke mindst Hrannar von Svaða-Kol-Kir – kåret med 8,60 og imponerende 8,88 i rideegenskaber. Hrannar og Samantha sikrede bl.a. Danmark NM-sølv i 2004. Og Hrannar er fortsat den højest-kårede tyskavlede hest. Også de højst-kårede dansk-ejede heste (hvis vi ser bort fra Samanthas på Hrafnsholt i Tyskland) var fraværende – bl.a. VM-deltageren Snugg vom Schwoich (8,22) og Hlýn fra Nord (7,98). I alt har Depill allerede lidt over 80 afkom registreret i den danske stambog som resultatet af 4 tidligere udstationeringer i Danmark. Den ældste større årgang i fem år, så mon ikke, der også vil blive vist en stribe af danske Depill-afkom på de næste års kåringer. Også i denne sommer besøg Depill danske hopper fra midten af juli og frem.
 
Depill’s saga
Depill frá Votmúla er født på Island for 17 år siden. Han er efter legendariske Baldur frá Bakka, som ligesom Depill selv er kendt fra både avl og sportskonkurrencer. Depill blev importeret til Sverige ved morens side og kort tid efter indgik han sammen med en anden unghingst i en handel, som førte ham til Tyskland og Koki Olausson – Samanthas mand. Prisen var den gang bare 500 DM for den dengang lille og uanseelige hingst. Året efter blev han Samanthas, da hun vandt ham i et væddemål, hvor hun duellerede med Koki om afstamningen på en hoppe på Landsmott. Siden er venskabet mellem rytter blevet stærkere år for år, og Samantha bliver stadig helt rørt, når hun beretter om hingsten.
                      Depill og Samantha vandt deres første danske mesterskab i 1997 i Femgang. Siden er det blevet til guld også i disciplinerne T.2 (1998), og Speedpas (2003) og yderligere et par guld i Femgang. Internationalt debuterede Depill for Danmark i NM i 1998 på Hedeland, hvor han kvalificerede sig til finalen i T.2: Allerede den gang kunne Samantha overraske sportsjournalisterne fra dansk TV, da hun kunne fortælle, at den lille hingst var mere værd end 1 million kroner, men at han aldrig ville blive solgt. Og sådan har hun det stadig, selvom hingsten nok er blevet lidt mere værd undervejs. I 1999 blev det til VM-bronze i T.2, mens Femgangen i konkurrence med Depills far Baldur kiksede i passen. Den sad til gengæld lige i skabet, da der var VM i Østrig to år senere. Samantha og Depill blev hædret med bronze i Femgang. Depill var også udtaget til VM i 2003 i Danmark, men en mindre skade satte en stopper for deltagelsen. Samme år opnåede Depill sin højeste kåring på 8,57 og med 8,82 i rideegenskaber. I dag er Depill ridehest om vinteren for Samantha og den 5-årige søn Steinar, mens han passer hopper i stod hele sommeren. Depill betyder i øvrigt lille sø efter den hvide stjerne, den sorte hingst har i panden.
 
Bemærk, at der findes forskellige nationale regler for, hvornår hingste tildeles ærespræmie. På Island skal en hingst fx have mere end 50 kårede afkom - læs mere om reglerne (på tysk).